'The Voice of Holland' hedder programmet i Holland, og i disse dage trækker første sæson omkring 3 millioner seere i hver af de sidste finaleudsendelser, og dermed slår det alle de øvrige internationalt kendte TV-shows, der også sendes på hollandsk TV. .
Og denne succes er ikke gået omverdenens næse forbi.
Solgt til 16 lande på én dag
Ved den internationale TV-festival i Cannes var interessen for det 'The Voice of Holland' enorm. På bare én dag, blev det solgt til 16 forskellige lande, og også herhjemme kappes TV-stationerne om rettigheder til programmet.
TV-direktør for Nordisk Film og TV, Peter Hansen, fortæller til BT;
- Der er rigtig stor interesse fra dansk og nordisk side. Det er et af de TV-formater, som folk i hele verden er interesseret i, for alle har gået og ventet på et stort underholdningsshow, der kan afløse 'X Factor' siger Peter Hansen, der nu skal til at studere tilbuddene fra de danske TV-kanaler.
Kun stemmen
'The Voice of Holland' er skabt af den hollandske mediemogul John de Mol, der også opfandt 'Big Brother' tilbage i slutningen af halvfemserne.
Konceptet i showet minder en del om det vi kender fra shows som 'X factor' og 'Talent'.
Det er en sangkonkurrence, hvor en række ukendte folk møder op til audition foran et live publikum og en række dommere, der alle har rødder i musikbranchen.
Men som noget nyt, så sidder dommerne med ryggen til scenen, og kan derfor ikke se den optrædende deltager. Først når de enten stemmer vedkommende videre eller sender ham hjem drejer stolen, og dommerne får den optrædende at se.
Garanterer succes
Uanset hvem der får rettighederne til showet i Danmark, så bliver det Nordisk Film og TV, der skal producere det, og Peter Hansen er helt overbevist om, at det bliver populært herhjemme.
- Hvis det ikke bliver en succes, så skal jeg nok æde min gamle hat, lover han.
Bjarke Hansen
No comments:
Post a Comment